17-årig sigtet for flerdobbelt drabsforsøg med maskinpistol
Drengen blev anholdt efter at have skudt mod en bolig på Strandvejen i Odense-bydel Seden.
En 17-årig dreng fra Aarhus-området er blevet anholdt og varetægtsfængslet for at have forsøgt at dræbe én eller flere personer i en villa på Strandvejen i Odense ved 21.30-tiden i aftes.
Drengen er sigtet for med en maskinpistol at have affyret flere skud mod strandvejsboligen i bydelen Seden. Ingen blev dog ramt.
Fyns Politi efterforsker sagen, som det mistænker for at have forbindelse til to andre sager, der har fundet sted i den fynske hovedstad inden for de seneste tre uger.
- Vi undersøger, om skudsagen her hænger sammen med de to hændelser, vi har haft med kanonslag, der er blevet sprunget foran to forskellige adresser i Odense, men det er for tidligt at konkludere på det, siger vicepolitiinspektør Claus Andkjær.
Fyns Politi anser ikke skudsagen som en del af en bandekonflikt.