16-årig mand udsat for røveri

Gruppe omringede og skubbede ung mand

En 16-årig mand blev i går eftermiddag udsat for røveri af en gruppe mænd i Viby.

Ifølge Østjyllands Politi blev den 16-årige pludselig omringet af tre mænd, som begyndte at skubbe til ham og truede ham til at udlevere sin taske.

Den 16-årige mand turde ikke gøre andet end at udlevere tasken, som indeholdt hans pung med 300 kroner i, nøgler, ID-kort, master card, deodorant og spillekort.

Efter røveriet flygtede de tre mænd hurtigt fra stedet.

Mændene vurderes alle til at være i alderen 18 til 21 år og var mørke i huden. Den ene mand beskrives som omkring 18 år gammel, afrikansk afstamning, spinkel af bygning og cirka 190 centimeter høj.

Han havde sort, kort, krøllet hår og togskinner i overmunden. Han var iført en blå, tynd jakke og lyseblå bukser.

Den anden mand havde skæg og var iført sort jakke og kasket. Den tredje mand er der ikke noget signalement af.

Røveriet fandt sted klokken 13.15 på Søndervangen i Viby.