14-årig dreng overfaldet foran skole
To kammerater sloges for sjov, da den ene blev overfaldet af en fremmed mand. En pige forsøgte at afkræve manden en forklaring
En kun 14-årig dreng fik sig mandag eftermiddag ved 15.00-tiden noget af en forskrækkelse.
Sammen med en kammerat stod den 14-årige dreng foran Holme Skole. De to kammerater sloges for sjov.
Den 14-årige har forklaret politiet, at de forsøgte at få hinanden ned på jorden. Den 14-årige har videre forklaret, at en bil kom kørende imod de to drenge i høj fart.
Pige stillede sig foran bilen
Føreren af bilen står ud af bilen og tager fat i den 14-årige, kaster ham ned på jorden og giver ham en lussing. Der var tale om en 30-40 årig mand med et arabisk udseende. Drengene kendte ikke manden.
En pige fra 9. klasse så episoden og har forklaret politiet, at hun stillede sig ud foran bilen og spurgte manden, hvorfor han slog.
Læs også
Men manden sætter sig tilbage i bilen og kører fra stedet. Under flugten snittede bilen pigen på knæet.
- Hun haltede fra stedet og havde slået sig, men umiddelbart var der ikke sket noget alvorligt med hende, siger Jeanette Løv Rasmussen, der er pressekoordinator hos Østjyllands Politi.
Læs også
Ved hvem ejeren er
Børnene var så vakse, at de fik taget bilens nummerplade.
- Vi ved, hvem ejeren af bilen er, så nu er vi ved at finde ud af, hvem der kørte bilen på gerningstidspunktet, siger Jeanette Løv Rasmussen.