105-årig fødselar: Med en sådan familie kan livet kun være godt
En stor familie giver et godt liv, lyder det fra Ingeborg Nielsen, der i går kunne fejre sin 105 års fødselsdag
Det kan være svært at finde vaser nok, når man fylder 105 år, og blomsterbuketterne bliver ved med at komme ind af døren.
Det oplevede Ingeborg Nielsen fra Skødstrup i går, hvor hun kunne fejre sin 105 års fødselsdag sammen med sin familie.
Læs også
Ingeborg Nielsen blev født i 1912 i Hou. Hun er uddannet sygeplejerske fra Aarhus Amtssygehus, en gerning som hun elskede men holdt en pause fra for at hellige sig sin mand, Kristian Nielsen og deres syv børn, som altid er kommet først i hendes liv.
I dag har hun 12 børnebørn og 30 oldebørn og nyder sit lange liv.
- Med sådan en familie kan det jo ikke være andet end godt, siger Ingeborg Nielsen.
60 familiemedlemmer og snart tipoldemor
Ingeborg Nielsen blev enke i år 1988 og har siden boet alene i Skødstrup, hvor hun de seneste år har fået god hjælp fra hjemmeplejen.
Trods sin høje alder husker fødselaren stadig alle familiens fødselsdage og andre begivenheder, og hun elsker familietraditioner, hvor familien samles. I julen samles alle til den store familiefest, hvor en stadig voksende familie på godt tres medlemmer deltager.
Læs også
Nu venter hun på at blive tipoldemor – noget hun længe har ønsket sig. Fødselaren ved ikke hvordan, man når en så høj alder.
- Nej, jeg har ikke opskriften. Det bliver man vist bare efterhånden, siger Ingeborg Nielsen.
Se video med Ingeborg Nielsen øverst i artiklen.