100 sygeplejersker nedlagde arbejdet i en time
Mandag morgen strejkede lidt over hundrede sygeplejersker fra klokken 8.45 og en time frem i forbindelse med en national arbejdsnedlæggelse.
Sygeplejersker og andre faggrupper fra Aarhus Universitetshospital mødte op i tidsrummet klokken 7.45-8.45 for at nedlægge arbejdet i en time mandag.
- Vi gentager den nationale arbejdsnedlæggelse i dag sammen med 20 andre hospitaler for at gentage over for Mette Frederiksen og hendes kumpaner, at vi ikke accepterer de helt elendige arbejdsomstændigheder, som de byder os.
- Og at vi fortsat siger nej til ekstra vagter, overarbejde og flere vagter, sagde sygeplejersker og medarrangør af arbejdsnedlæggelsen på AUH Mette Bak Pedersen da arbejdsnedlæggelsen begyndte mandag morgen.
Lidt over 100 ansatte deltog i arbejdsnedlæggelsen, som fandt sted foran indgang G ved Aarhus Universitetshospital i Skejby. På landsplan deltog omkring 1000 på landets hospitaler.
Sygeplejerskerne nedlagde arbejdet for at vise deres utilfredshed med deres løn- og arbejdsvilkår.
- Det er en reaktion på, at hun (Mette Frederiksen, red.) kan finde på at bede os om, at vi skal gøre en ekstra indsats. Nok må simpelthen være nok , siger Mette Bak Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Ikke første gang
At landets sygeplejersker nedlægger arbejdet er langt fra første gang. Året har budt på flere strejker for bedre løn- og arbejdsvilkår blandt sygeplejerskerne.
I august ledte det til, at regeringen greb ind i sygeplejerskernes ti uger lange strejke. Lovindgrebet resulterede dog ikke i bedre vilkår for landets sygeplejersker, som de ellers efterspurgte. Derfor fortsatte strejkerne.
Da arbejdsnedlæggelser blev kendt ulovlige, blev de sygeplejersker, som deltog i arbejdsnedlæggelserne, pålagt af Arbejdsretten at betale en bod af deres timeløn.
Sidste gang sygeplejerskerne nedlagde arbejdet, var 3. november i år.