Kulturby skal gøre folk klogere
Aarhus 2017 samarbejder med folkeoplysningsforbund
Det aarhusianske kulturhovedstadsprojekt skal ikke bare underholde, men også udfordre og gøre folk klogere.
For at nå i mål med den mission, har Fonden Aarhus 2017 indgået et samarbejde med folkeoplysningsforbundet FO-Aarhus og Kultur og Borgerservice hos Aarhus Kommune.
Der er i alt afsat to millioner kroner til at udvikle projekter, der skal gøre emner som bæredygtighed og demokrati til samtaleevner, lyder visionen:
- Folkeoplysning er et bredt begreb, og det forpligter også. Det handler om at få gjort emnerne interessante for hr. og fru Jensen, siger pressechef for Aarhus 2017, Peter Vestergaard, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I løbet af 2015 skal kommune, kulturhovedstad og FO-Aarhus sammen finde på egnede aktiviteter, som lever op til målsætningen om folkeoplysning.
Ifølge Peter Vestergaard kunne projekterne for eksempel involvere nogle af Aarhus' nye områder og bygninger såsom 'Den Blå Rambla' i Aarhus Ø og det nye hovedbibliotek, Dokk1.