Præcis kl. 18.18 gik Hendes Majestæt Dronning Margrethe på scenen i Musikhuset for at holde en tale om hendes forhold til Aarhus og byens kommende rolle som Europæisk Kulturhovedstad 2017, og til slut i talen erklærede hun så kulturåret for åbent.
- Jeg mindes med glæde den tid - for mere end 50 år siden - da jeg boede og studerede i Aarhus. Jeg glædes hvert år over den hjertelige måde, byen tager imod min familie og mig, når vi tager ophold på Marselisborg. Og hvert år ser jeg frem til den sidste fredag i august måned, hvor jeg nu i mere end 40 år har deltaget i åbningen af Aarhus Festuge, lød det blandt andet fra dronningen.
Hun slog fast, at Aarhus også er hendes by.
- Det er derfor også en stor glæde for mig i dag at være til stede ved åbningen af Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017. Aarhus og Region Midtjylland er valgt som vært for Europæisk Kulturhovedstad - de er i år ansvarlige for gennemførelsen af ét af de mest ambitiøse kulturprojekter, der finder sted i Europa, sagde hun.
Dronningen forventer, at Aarhus som kulturhovedstad kan have mange positive effekter på tværs af landegrænser – også i årene efter 2017.
- Der er ingen tvivl om, at et begivenhedsrigt år danner fundament for et nært samarbejde på tværs af landegrænser, sagde Dronningen inden hun sluttede af med ordene:
- Hermed erklærer jeg Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad for åbent. Kom så Aarhus.
TV 2 | ØSTJYLLAND følger åbningen af kulturåret tæt. Vi sender live fra Dokk1 senere på aftenen via dette link. På vores Facebook-side sender vi live fra optoget.
Se hele dronningens tale i videoen øverst på siden. Billederne er fra DR.
Dronningens tale