Aarhus 2017 støtter 39 kulturprojekter
I forbindelse med efterårets OPEN CALL støtter Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 39 nye kulturelle projekter, der gentænker
39 danske og internationale projekter har netop fået besked om, at de indgår i det officielle program for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
De støttede projekter indgår i et kulturhovedstadsår, som byder på et overflødighedshorn af inviterende, levende og eksperimenterende kulturelle oplevelser, der udfordrer vanetænkning, udvider vores kulturelle grænser og bruger kunst og kultur til at gentænke.
Programdirektør for Aarhus 2017 Juliana Engberg udtaler om de udvalgte projekter:
- Vores OPEN CALL henvendte sig til kulturprojekter med en stærk international dimension, og projekter som skiller sig ud med originale ideer og med samarbejder på tværs af kunstarter. Vi har valgt projekter af høj kunstnerisk værdi, som rækker ud i verden og bringer den til Aarhus, og samtidig udviser stor vilje til at træde nye veje. Vi har også lagt stor vægt på, at projekterne har potentiale til at engagere et større publikum," siger Juliana Engberg i en pressemeddelelse og uddyber:
- Mange af projekterne demonstrerer Danmarks særlige styrker på den måde, de behandler emner som eksempelvis sociale forbedringer, design og levevis, hvilket ligger i tråd med Aarhus 2017s kerneværdier bæredygtighed, mangfoldighed og demokrati.
Stor variation i projekterne
I 2017 kan publikum blandt andet opleve, hvordan Europæisk Middelalder Festival i Horsens med projektet "Reformationen i kød og blod" afspejler livet i middelalderen anno 1517 og derigennem bringer publikum tættere på historien, som den blev oplevet.
Man kan også se frem til dansescenen Bora Boras vidunderlige "Dans din nabo", der bruger dans til at bringe borgerne tættere sammen i landsbyen Røgen i Favrskov.
Teater Katapults 3D-projekt 'Human Nature' gentænker teaterforestillingen og skaber nye standarder for liveperformance. Projektet foregår som dramatisk lyddesign i flere kommuner, hvor lydoptagelserne peger frem mod en scenisk produktion på Teater Katapult i september 2017, hvor publikum alle bærer hovedtelefoner.
Med projektet "European Youth Consensus" gentænker Børn og Unge i Aarhus Kommune inddragelsen af børn og unge i den politiske og demokratiske diskussion med henblik på at give de unge en større og tydeligere stemme i det kulturelle og politiske Europa. I 2017 afvikles en uges europæisk ungdomstopmøde, og det er tanken, at konceptet bæres videre til fremtidige kulturhovedstæder.
Med de seneste 39 projekter har Aarhus 2017 offentliggjort mere end 100 af slagsen, der er en del af programmet for kulturhovedstadsåret.