Peter Ingemanns far var millionær og alkoholiker - men hans liv var en kamp for at bevise noget helt andet

Det handlede aldrig om pengene. Preben Rasmussen ville være god nok. Men han nåede aldrig at overbevise sig selv.

Luften i cafeteriet West-å var varm og fedtet. Lyden af bestillinger blev blandet med lyden af udsugning, boblende friture og spillemaskinernes sirenesange om jackpot. Der var ofte gang i biksen, men West-å havde også en fremragende placering. Lige i krydset mellem to hovedveje til Ringkøbing, Skjern, Holstebro og Herning i Jylland.

Bag disken stod Preben Rasmussen. En stor mand på omkring 100 kg. Det mørke hår var tilbagestrøget med blottede tindinger og forbundet med hagen via et lige så mørkt fuldskæg. Han arbejdede hurtigt. Bøfsandwich og ristede hotdogs røg over disken i høj fart, hvor en flok unge piger og Preben Rasmussens søn, Peter Ingemann, hjalp med kunderne.

Men selvom grillmaden fløj over disken, og der kom penge i kassen, var Preben Rasmussen ikke glad. Absolut ikke.

Nogle år tidligere havde han tjent millioner ved at bygge sommerhuse, hoteller og feriecentre til den voksende middelklasse. Han havde en familie. Masser af venner. Og havde banket den ene succes op efter den anden.

Men nu havde han mistet det hele. Pengene var små, og han lavede grillmad i et kryds et sted i Jylland og måtte ofte låne penge for at betale for råvarerne.

Han var ved at miste kontrollen over sig selv. Nogle gange besvimede han af druk i baglokalet, imens de ansatte fortsatte med at tage imod bestillinger.

Nogle år senere endte det hele tragisk.

Men det vidste han intet om på det tidspunkt. Han vidste heller ikke, at hans bedste egenskaber skulle gå videre til hans søn, som med tiden ville blive en af landets mest populære tv-værter.

Liebhaver med træsko

Sønnen er tv-værten Peter Ingemann. Preben Rasmussen giftede sig med hans mor, Anne Rasmussen, 30. marts 1968, og de flyttede ind i en lille lejlighed i Silkeborg, hvor de fik datteren Lene. Kort efter åbnede han et værtshus i stueetagen under lejligheden.

Han elskede værtshuse. De var hans fristed. Et sted, hvor han snakkede med de skæve eksistenser. Dem elskede han. Her var der ingen forventninger til ham.

Han elskede også at vise, at han var en driftig forretningsmand. Han havde ingen boglig uddannelse, men charme og et utroligt kreativt drive. Han så muligheder, hvor andre rystede på hovedet.

- Han var en gudsbenådet sælger, fortæller Peter Ingemann.

Sælgergenet og evnen til at se nye ideer gav succes og bragte ham videre fra værtshus til investeringer i ejendomme og virksomheden Bell-Matic, som producerede enarmede tyveknægte.

Med Preben Rasmussens flair for forretninger skabte virksomheden verdens første digitale spillemaskiner. Det var i begyndelsen af 1970erne og banebrydende. Produktionen blomstrede, og Preben Rasmussen kunne fejre sin 30-års fødselsdag som direktør og arbejdsgiver for 60 ansatte.

Pengene blev tjent på at sælge spillemaskiner, men også på omsætningen fra dem, som Preben Rasmussen opsatte forskellige steder i landet. På ét værtshus tjente spillemaskinerne en halv million kroner om året. Omregnet til nutidens penge er det cirka 3,5-4 millioner kroner.

Preben Rasmussen tjente rigtig mange penge i begyndelsen af 1970erne. Men pengene fik ikke lov til at ligge stille. Han købte den store gård Sølund på Birkhede lidt uden for Ry og fik den totalrenoveret. Køkkenalrum, tykke væg til væg-tæpper, gildesal med bardisk og jukeboks. I den ene længe byggede han en enorm swimmingpool på 90.000 el-opvarmede liter. Den blev dengang kaldt landets største private pool.

I 1973 var det hele færdigt, og sønnen Peter Ingemann blev født.

Det handlede dog aldrig om penge for Preben Rasmussen. Sporten var at skabe noget. Han pralede aldrig over materielle goder, nægtede at køre i en stor Mercedes og gik ofte i træsko. Han ville bare gøre det bedre end sine forældre og give sin familie noget.

Og det gjorde han. Udover imponerende hjemlige rammer på Birkhede så tryllede han i køkkenet, lavede lektier, spillede spil med Lene og Peter og prøvede at involvere sig i deres liv. Hans børn elskede ham.

Men nogle gange, når børnene var lagt i seng om aftenen, udspillede der sig et andet mønster på gården.

Preben brugte meget tid på sine forretninger, og han kunne være væk i dagevis på forretningsrejser. Når han kom hjem, var han ofte medtaget af alkohol.

Det gjorde ham fraværende i perioder. Mentalt og fysisk. Konen Anne forsøgte gentagne gange at tøjle Preben, men han kunne ikke styre sin trang til våde varer. Han havde dårligt selvværd og et usundt kvindesyn, som ikke harmonerede med et tiltagende alkoholforbrug.

- Jeg tror, at min far var maniodepressiv. Det man i dag kalder bipolar lidelse, hvor man skifter mellem manisk og depressiv tilstand, siger Peter Ingemann.

Han var notorisk utro fra begyndelsen af ægteskabet. Han kunne finde på at komme hjem en tidlig morgen og fortælle sin kone om den kvinde, han havde brugt natten med. Alkoholen gjorde ham perfid og ondskabsfuld. Forbruget af kvinder var et fix mod det dårlige selvværd.

Men ligegyldigt hvor meget Anne skældte ham ud, vandt alkoholen altid.

En nat blev Peter vækket af et spektakel. Han var fire år på det tidspunkt. Han åbnede døren til sit værelse og så to ambulancefolk bære hans far på en båre. De baksede med den. Preben var en stor mand og bevidstløs. I mundvigen var indtørret opkast.

Han havde skyllet en håndfuld sovepiller ned med sprut og skulle til udpumpning.

Herfra greb han hyppigere og hyppigere efter flasken, men samtidig mistede han så småt grebet om virksomheden.

Vendepunktet

Preben Rasmussen havde store ambitioner og satsede alt på, at Bell-Matic skulle slå igennem i Amerika. Det slog fejl. Spillemaskinevirksomheden gik konkurs i 1978.

Han blev sat under administration, og pengene forsvandt. Det hele var tabt.

- Han ville så gerne vise, at han kunne selv. Men han blev deprimeret og trist, da det fejlede, og folk mistede deres arbejde, fortæller Peter Ingemann, der som femårig var vidne til farens nedtur.

På den store gård blev pengene små. Nogle gange var der ikke penge til varme, så de opvarmede køkkenalrummet med de fire gasblus på komfuret. Det gav en fedtet varme.

Preben forsvandt i lange perioder, og Anne var ofte alene med Peter og Lene.

- Hun sørgede for omsorg, mad på bordet og rent tøj i skabene, imens Preben ”sked familien et stykke”, fortæller Peter Ingemann.

Drukturene blev længere og mere brutale. Nætterne var fyldt med skænderier.

Anne tryglede Preben om at skrue ned for sit misbrug. Det lovede han hver gang, tømmermændene var på sit højeste. Men det holdt aldrig.

Efter 15 års ægteskab gav hun op. I sommeren 1983 pakkede hun nogle kufferter i bilen og kørte fra Birkhede. Peter Ingemann var 10 år gammel og fulgte bilen med øjnene, som den forsvandt fra gården.

Børnene var ulykkelige, men hun måtte væk. Væk fra Prebens misbrug, ondskabsfuldhed og sidespring. Væk fra den økonomiske usikkerhed og skammen over det forliste ægteskab.

Inderst inde forstod børnene godt, at Anne måtte væk.

Preben oplevede det anderledes. I hans optik forrådte Anne familien, og han og børnene blev svigtet. Han gik i krig for at beholde børnene. Lene og Peter kunne se deres forældre indlede en opslidende retssag.

Hele forløbet tærede på den unge Peter Ingemann, som fik søvnproblemer, der forfulgte ham helt ind i voksenlivet.

Preben ville have børnene. Anne ville have børnene. Det blev giftigt. Psykologer i begge lejre analyserede børnene, og advokaterne i hver lejr fremstillede forældrene som syge og ustabile.

To år senere sluttede sagen i Landsretten. Lene flyttede ind hos sin far, Peter hos sin mor.

Det var 1985. Skilsmissen blev et afgørende ar i Prebens sind, som aldrig helede.

Men få år senere rullede millionerne ind igen.

Preben Rasmussen fandt paradoksalt nok en enorm produktiv og stabil side i sig selv efter den opslidende retssag. Han ville igen bevise for sig selv, sin nye kæreste og sine børn, at han kunne banke en forretning op igen.

Og det gjorde han flere gange.

Han skaffede penge til at købe et stykke jord i Jegum i Vestjylland og byggede en håndfuld billige sommerhuse. Det gav ham fundamentet til det næste eventyr 100 kilometer derfra i Vejlby Klit.

Der overtalte han en bondemand til at sælge et stykke land ned til vandet. Her opførte han 155 sommerhuse. Et hus tog kun én uge at opføre. Fra fundament til møbleret og indflytningsklart.

Alle til priser som den voksende middelklasse kunne betale, og i 1986 solgte de som varmt brød.

Det var solid økonomisk timing. Lønningerne steg i samfundet, og det blev populært at udleje sit sommerhus og derved få det hele til at løbe rundt.

- Min far mente, at sommerhuse ikke behøvede at være så dyre. Alle skulle have glæde af det, fortæller Peter Ingemann.

Det betød også, at Preben kunne sælge mange flere huse, hvor de lod Prebens firma udleje sommerhuset for en provision af indtægterne. Det var en sport igen, og Peter Ingemann var stolt af sin far.

Få år tidligere havde Preben ikke penge til at opvarme gården Birkhede. Nu rullede millionerne ind igen. Og den enorme pool på gården kunne igen varmes op.

Det var Preben Rasmussen, når han var allerbedst. Charmerende, intellektuel, visionær og driftig.

Han investerede sine millioner i et feriecenter på Rømø. Udvidede det fra 57 til 207 ferielejligheder, og Rim Rømø blev Danmarks største feriecenter. Ved åbningen var pressen talstærkt til stede, og Preben Rasmussen hyrede en fotograf til at filme det hele. Der var musikant med keyboard, grillkyllinger, klip af det røde bånd, en velklædt Preben Rasmussen, og midt i det hele lyste en dreng op i et kridhvidt jakkesæt.

Det var Peter Ingemann.

Salget af ferielejlighederne stak af og sendte atter millioner ned i lommen på den tidligere knækkede forretningsmand. Han higede efter anerkendelse, og i 1987 blev han hyldet som manden, der skabte Danmarks største feriecenter.

Han festede stadig, men der gik måneder mellem de rigtig hårde drukture.

I 1988 inviterede Preben sine børn med til Amerika. På den ferie gjorde Preben Rasmussen et skelsættende køb. Han købte en revolver. En seksløber med tromle til patronerne, som han smuglede hjem med Peter og Lene. Det var, før flyselskaber blev hysteriske med sikkerhedskontrol.

Tilbage på Birkhede samledes familien og prøveskød revolveren. Den virkede.

På det tidspunkt var Preben også hotelkonge. Han havde opført og drev tre hoteller i Slettestrand, Aabybro og Hammel. Men en episode en aften i 1988 gjorde, at han tiltrak sig dårlig opmærksomhed og blev sortlistet af bankerne.

Med en promille på 2,58 forlod han sin bil på togskinnerne på vej hjem til Birkhede. Toget ramte bilen, krøllede den sammen og klaskede den tværs over skinnerne. Toget blev afsporet, men ingen kom noget til.

Preben blev anholdt kort efter. De fleste ville have besvimet, før de kunne drikke sig til den promille. Men Preben var hærdet.

Det var de forbrydere, som han skulle ind og sidde med i fængslet, også. Dommeren gav ham 60 dages fængsel, og han fik telefon og telefax med i cellen, så han kunne passe de tre hoteller, han byggede efter feriecentret.

Men hotellerne gik dårligt, og han måtte af med dem. Fra fængslet fik Preben kontakt til svenske investorer, som ikke anede, at de forhandlede med en mand i fængsel. De købte hotellerne. Det lykkedes. Familien nåede lige at tro på salget. Preben fik 10 millioner ind på kontoen.

Preben havde gjort det igen!

Men investorerne gik konkurs, og handlen gik i vasken. Kort efter røg hotellerne på tvangsauktion.

For anden gang mistede han enormt mange penge og følte en skyld over, at mange igen mistede deres arbejde.

Sammen med skilsmissen var det et afgørende knæk i Prebens liv. Peter Ingemann hjalp med at tømme hotellerne for inventar, som blev solgt til højestbydende.

Hans drikkeri eskalerede nu for alvor. Han blandede skummetmælk og vodka, fordi det var mildere for maven, når der skulle meget ned. Nogle gange kunne mælken i glasset være gennemsigtig af vodka.

Få år senere åbnede han grillbaren West-å ved Spjald i Jylland.

Preben Rasmussens søn, Peter, og en flok unge piger bestyrede grillbaren. På de gode dage spillede det hele, og Preben lavede god mad, som Peter og pigerne serverede.

Selvom alkoholen styrede ham, og han havde adskillige konkurser bag sig, lagde han sig ikke ned. Det var hans force. Jo mere håbløst det blev, jo mere kæmpede han.

- Når han havde været helt oppe i det røde felt i kamp, gjorde det ekstra ondt på ham, når det ikke lykkedes, siger Peter Ingemann.

Hans far var en fighter, men mange års kamp tærede på ham. På de dårlige dage kunne han pludselig forsvinde.

Så fandt pigerne eller Peter ham liggende ude i baglokalet. Bedøvet af sprut. Fuldstændig udenfor kontakt.

Skønt Prebens drikkeri fandt pigerne sig i det. De kunne lide ham. Han var rar og omsorgsfuld i sine mindre sprittede øjeblikke.

Det var Prebens efterår. Livsmæssigt og karrieremæssigt. Det pinte hans stolthed, at han var byggematador og hotelkonge, men nu stod i et cafeteria som detroniseret konge.

Men han var ikke typen, der bare meldte sig på bistandskontoret. Han var ikke flov over at stå bag disken. Han ville forsørge sig selv.

- Det har undret mig, at han kunne de her ting, når han drak voldsomt, siger Peter Ingemann.

Revolveren fra Amerika

Til sidst blev det dog for meget. Preben solgte cafeteriet i slutningen af 1990erne og flyttede tilbage til Silkeborg. Drukturene var blevet særdeles brutale, og han indtog nervemedicin, sovepiller og lykkepiller skyllet ned med sprut.

Han indtog op til to flasker hård spiritus om dagen og kunne være helt utilregnelig. Nogle gange så han de tre timer lange optagelser fra åbningen af Rim Rømø feriecenter igen og igen. Han mindedes de gode tider og projekterne, som lykkedes. Nogle gange så Peter Ingemann også med.

Men han lagde sig stadig ikke ned.

Han fik kærester og forsøgte at få virksomheder op igen. Han havde momenter af sit gamle drive, men psyken var skrøbelig. Der var dog perioder, hvor han dyrkede motion og drak mindre. Men det var på lånt tid. Det var det altid.

Han blev jagtet af tidligere kreditorer fra sine virksomheder. Skat meldte sig også med tilgodehavender.

Børnene Peter og Lene havde i årevis forsøgt at hjælpe deres far, men de begyndte at sige fra. De ville ikke finde sig i det.

De elskede ham de dage, hvor alkoholen ikke dominerede. De afviste ham, når han faldt i. Det endelige opgør mellem far og søn skete, da Peter Ingemann er 27 år gammel og smed sin far ud fra sin datters dåbsfest. Preben var fuld.

Det var en hård erkendelse for Preben. Han vågnede op til 40 års moralske tømmermand, som skyllede ind over ham med fortrydelse og dårlig samvittighed.

Han gik i terapi, som blottede hans flossede indre og sendte ham ud i en depression, der igen blev holdt ud i strakt arm af alkohol. Han var en færdig mand.

Han vidste det selv.

Sankthansaften 2002 sluttede han det hele med revolveren fra Amerika. Først skød han sin hund. Derefter sig selv.

Børnene opfyldte hans sidste ønske om at få asken spredt over Lyngsø, hvor Preben havde leget som dreng.

Som voksen tænker Peter Ingemann tilbage på de gode sider, han har arvet fra sin far. Evnen til at møde folk i øjenhøjde og fordomsfrit. At alle har en værdi, uanset om de kommer fra whiskybæltet eller rendestenen.

Sælgergenet og evnen til at fortælle historier, mener Peter Ingemann også, at han har arvet.

Han vil aldrig udsætte sine døtre for de mørke stunder, han oplevede som barn, men han har lært af dem. Det har givet ham en indre ro til at navigere i kaos. Når andre går baglås, er Peter Ingemann fattet.

- Jeg har også arvet en humoristisk tilgang til verden. Jeg behandler svære ting med lethed og humor. Det er også egenskaber, jeg bruger i mit arbejde, hvor tv-produktion kan være kaotisk, siger Peter Ingemann.

Han ved, at hans far tvivlede på sit eget værd. Det gør Peter Ingemann også. Men han bruger det som drivkraft. Han er temperamentsfuld, og hvis man ikke kender ham, kan han virke hård og kantet, når temperamentet koger over. Det ved han godt.

Tilbage i landet står hundredvis af sommerhuse, et par feriecentre og andre iværksættereventyr som beviser på det, Preben Rasmussen arbejdede så hårdt for at vise: At han kunne noget.

Men han nåede aldrig at overbevise sig selv om, at han var god nok.

Skrevet af: Alexander Klemp