DF: Reglerne gør den kriminelle til offer
Butiksejere bliver straffet, hvis de lægger overvågningsvideoer af tyve på de sociale medier. Men de regler er forældede, mener Dansk Folkeparti
Politiet er ikke altid lige ved hånden, når, når et tyveri skal anmeldes.
Derfor bliver Facebook mange gange brugt som et sted, hvor for eksempel butiksejere lægger overvågningsvideoer af butikstyve ud. Men det er et brud på persondataloven.
En butiksejer i Silkeborg har fået en bøde, fordi han lagde overvågningsbilleder af en 23-årig kvinde, der gik ud af butikken med en jakke til 6.000 kroner uden at betale. Siden er tyve butiksejere i byen gået sammen om at betale bøden.
Men ifølge Dansk Folkeparti skal butiksejere have lov til at lægge overvågningsbilleder af formodede tyve ud på de sociale medier.
- De regler, der er på området er håbløst forældede. Og de er dybt uretfærdige. De bytter jo om på rollerne, så den kriminelle ender som offer, siger Peter Kofod Poulsen, MF, Retsordfører, Dansk Folkeparti.
- Vi foreslog for et år siden, at man skulle have lov til at lægge billeder ud, hvis man ledsagede billederne med en politianmeldelse og på tro og love erklærede, at det havde relation til en erklæret forbrydelse, siger Peter Kofod Poulsen.
Det forslag var der dog ingen andre partier i Folketinget, der bakkede op.
Derfor kommer Dansk Folkeparti her i januar med et nyt forslag.
- Vi vil pålægge politiet at lægge de her billeder ud på en hjemmeside, så borgerne har mulighed for at dele de overvågningsvideoer, så opmærksomme borgere kan tippe politiet, siger Peter Kofod Poulsen.
Øverst kan du se hele interviewet med Peter Kofod Poulsen, DF.