Henrik har fleksjob: Må ikke stille op til valg for jobcenter
Henrik Holmsted Pedersen fra Grenaa stiller op til kommunalvalget, men han frygter konsekvenserne for sit fleksjob, hvis han bliver valgt ind
62-årige Henrik Holmsted Pedersens krop er ifølge ham selv som en 90-åriges. Derfor er det begrænset, hvor meget han kan arbejde.
Han er tidligere lastvognsmekaniker og renovationsarbejder, men de seneste to år har han været i fleksjob på grund af en nedslidt ryg og ødelagte knæ.
Hovedet fejler dog ingenting. Det er som en 20-åriges, siger han, og han ønsker nu at blive en del af byrådet i Norddjurs Kommune for Enhedslisten.
Der er dog den udfordring, at jobcentret har bemærket, at han er meget politisk aktiv, og de siger, at det kan få konsekvenser for hans fleksjob-situation.
- Det irriterer mig, at jeg har valgt at gå ind i politik uden at kende konsekvenserne af det, siger Henrik Holmsted Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Borgermesteren vil hjælpe
Han har skrevet til borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen (S), men han kan ikke give ham et entydigt svar.
Derfor har han nu skrevet til Beskæftigelsesministeriet for at få en afklaring.
- Personligt mener jeg, at der skal være en principiel adskillelse mellem politisk arbejde og så en erhvervsevne og en arbejdsevne, siger borgmester Jan Petersen (S).
Han håber, at Beskæftigelsesminsteren vil præcisere reglerne for kommunens jobcentermedarbejdere.
- Jeg vil gerne have, at demokratiet står rent, og at der ikke er nogen som helst begrænsning i menneskers ret til at udfolde demokratisk arbejde, siger borgmesteren.
Fleksjob må ikke være en stopper
Også det østjyske folketingsmedlem Leif Lahn Jensen, der er beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet, vil rette henvendelse til ministeren. Han mener nemlig ikke, at borgere bør straffes for at være aktive i politik.
- Det må ikke være sværere at deltage i det lokale demokrati, bare fordi man er på fleksjob. Jeg vil nu sikre mig, hvad der op og ned i den her sag og rette spørgsmål til ministeren, så vi kan sikre, at de her mennesker også kan deltage i politisk aktivitet, siger Leif Lahn Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Forskellige regler
Niels Basballe sidder i byrådet i Norddjurs Kommune for Socialdemokratiet.
Han har været på førtidspension siden 2003, og han bliver ikke kontrolleret af jobcentret, men blot modregnet økonomisk for den løn, som han får for sit politiske arbejde.
Læs også:
Han mener, at Henrik Holmsted Pedersen burde have samme rettigheder, og hovedpersonen selv føler sig også forskelsbehandlet i forhold til Niels Basballe (S).
- Jeg kan godt være lidt jaloux over, at der kan sidde én i byrådet, som er tildelt førtidspension efter de gamle regler, som kan arbejde alle de timer, han vil, siger Henrik Holmsted Pedersen.
Reglerne for både førtidspension og fleksjob blev ændret i forbindelse med en reform i 2013. Og hvor personer, der er i fleksjob konstant, bliver vurderet i forhold til deres arbejdsevne, må personer, der er tilkendt førtidspension før reformen gerne varetage politiske hverv.
Øverst kan du se hele indslaget om Henrik Holmsted Pedersen.