Yahya Hassan idømt psykiatrisk behandling på ubestemt tid

For vold og trusler idømmes Yahya Hassan behandling på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid, afgør retten i Aarhus torsdag middag

Yahya Hassan er idømt psykiatrisk behandling for trusler, vold og brud på et tilhold mod en kvinde, han ikke må kontakte. Foto: Mathias Bojesen - Scanpix

Yahya Hassan kendte sig skyldig i samtlige 42 forhold, han var anklaget for. 

Det kommer til at koste ham psykiatrisk behandling på ubestemt tid, afgjorde Retten i Aarhus torsdag. Yahya Hassan modtager dommen, oplyser hans forsvarer.

De 42 anklager strakte sig lige fra blufærdighedskrænkelse, over stalking, til trusler, vold og narkoovertrædelser. 

 

Skudsikker vest og bar røv

Værst gik det imidlertid en varm søndag i juli i år. Her svingede Yahya Hassan en knust flaske omkring sig på Banegårdspladsen i Aarhus iført intet andet end en skudsikker vest og en åbentstående skjorte. 

En person blev ramt og fik en flænge på armen. Yahya Hassan råbte, at han ville voldtage og slå samme person ihjel, hvorefter han hoppede op på kølerhjelmen af en bil.

Læs også Fra blottet lem, over vold og trusler: Yahya Hassan erkender sig skyldig

Tidligere samme dag havde digteren blottet sig for to kvinder på Viborgvej. Også iført skudsikker vest. Han havde befølt den ene kvinde i skridtet og sat sig på hug for at have sin mund helt tæt ved hendes skridt. Den anden kvinde havde han skubbet og truet med en kniv. 

Siden episoderne på Viborgvej og Banegårdspladsen har Yahya Hassan siddet fængslet i surrogat forstået på den måde, at han har været indlagt på en psykiatrisk afdeling. 

03:09

Video: Se dette portræt af Yahya Hassan fra 2016, som blandt andet har interviews med en helt ung Yahya i 2010. 

Luk video

Sindssyg på gerningstidspunktet

Lægerne, der har undersøgt digterens mentale tilstand, konkluderer, at han formentlig var sindssyg på gerningstidspunkterne, og at forbrydelserne blev begået under massiv stofindtagelse.

Digteren har haft et udpræget misbrug af hash og kokain og har til tider været paranoid og psykotisk, konkluderer undersøgelsen.

Læs også Friluftsbad brændt ned til grunden: Alt tyder på brand var påsat

Siden digteren blev varetægtsfængslet i surrogat 16. juli, har der været iværksat en behandling. 

Den har gjort en forskel. Yahya Hassan fremstår nu mere rolig og fattet, men han har samtidig tilbøjelig til at resignere og falde ned i et sort hul, hedder det.

01:15

Video: Gense den berømte video fra 2015, hvor Yahya Hassan afbryder en liveudsendelse her på TV2 ØSTJYLLAND og hiver studieværten i slipset.

Luk video

Psykiatrisk behandling

Behandlingen af den 23-årige Yahya Hassan skal fortsætte, afgjorde retten i Aarhus torsdag kort før middag.

Han slipper for at komme i et almindeligt fængsel for de 42 forhold, han har erkendt sig skyldig i og skal i stedet under psykiatrisk behandling. 

I første omgang skal digteren blive på retspsykiatrisk afdeling, men på sigt skal der iværksættes et behandlingsforløb for den unge digter. 

Hassan udgav i 2013 den anmelderroste digtsamling ”Yahya Hassan”, som solgte flere end 120.000 eksemplarer. Forlaget Gyldendal har oplyst, at man ikke har planlagt en ny udgivelse fra Yahya Hassan.