Wieghorst træt af afslutningen

AGF slog i aftes HB Køge, men det var lidt med hiv og sving til sidst

AGF dominerede sådan set det meste af kampen, da holdet torsdag aften på udebane slog HB Køge med 2-1. Længe stod det 2-0 til AGF, men kort før tid fik HB Køge reduceret, og det skabte lidt nervøsitet.

Se: AGF fortsætter liga-kursen

- Der er ingen grund til, at det skal blive spændende til sidst. Vi spiller en rigtig god første halvleg og er meget disciplinerede. Foran med to skal vi være bedre til at holde på bolden, og i forbindelse med deres mål smider vi bolden væk ude i siden og laver så lidt fejl derefter. Det burde ikke have været spændende, men det sker, siger AGF-træner Morten Wieghorst til Århus Stiftstidende.

AGF har nu slået et hul på seks point ned til Lyngby på den anden side af oprykningsstregen. Men måske skal AGF mere skæve til Vendsyssel og AC Horsens længere nede i tabellen, da det virker til, at Lyngby er gået fuldstændig i stå. Søndag skal AGF så spille igen, og denne gang mod rækkens tophold, Viborg.

- Kampen i dag (torsdag, red.) var vigtig for os, og det synes jeg, at spillerne viser fra kampens start. Kampen på søndag er også vigtig. Vi vil gerne vinde den, og vi ser frem til den. Det er en topkamp på hjemmebane, og vi glæder os til at komme hjem foran vores egne fans, siger Wieghorst til Århus Stiftstidende.