Wieghorst: Det er langt fra slut

AGFs sejr over Vendsyssel sendte holdet på oprykningskurs

Foto: Ole Nielsen

Tre vigtige point sikrede i går AGF andenpladsen i NordicBet Ligaen. Aarhusianerne har derfor for alvor meldt sig ind i kampen om oprykning.

Det blev til en sejr over Vendsyssel på 2-1 og var dermed holdets anden sejr i træk. I de seneste otte kampe er det blevet til 22 point, og den statistik glæder cheftræner Morten Wieghorst.

Se også: AGF snuer til Superligaen

Han mener dog, at der stadig er plads til forbedring i spillet, hvilket også kom til udtryk i gårsdagens kamp:

- Det eneste, der ærgrer mig lidt, er, at vi ikke lukker kampen tidligere, for det havde givet mere ro, og vi havde formentlig været bedre med bolden. Det bliver lidt nervøst, for hvad nu hvis man laver en fejl, der koster en udligning til 2-2. Så vi manglede målet til 3-1, siger han til klubbens hjemmeside.

AGF har fortsat 11 spillerunder tilbage i NordicBet Ligaen til at sikre sig point i. Det er dermed med at holde hovedet koldt og fokusere på målet, lyder det fra Morten Wieghorst:

- Vi har gjort det, der var påkrævet, men det er langtfra slut endnu. Vi mangler 11 kampe, en tredjedel af turneringen, og det vigtigste for os er det, der ligger foran os. Nu har vi en uge uden kampe, og herefter kommer en uge med tre kampe og ni point at spille om, og dem skal vi forberede os bedst muligt på.

Næste gang aarhusianerne skal i kamp bliver på søndag, hvor modstanderen hedder AC Horsens på udebane.