White tvivlsom mod FCK
AGF's Nando Rafael var tilbage ved dagens træning, mens Jeremiah White er blevet syg. Det betyder taktiske problemer.
Søndag eftermiddag skal AGF forsøge at hente point i Parken mod FC København, men her dagen inden kampen har en gang forkølelse skabt problemer i den århusianske trup.
Forkølelsen har ramt Jeremiah White, og det passer dårligt med taktikken for søndagens kamp, hvis han må blive uden for banen.
- Kari Arnason og Jerry Lucena kommer til at spille centralt, hvis ikke jeg bliver tvunget til at lave ændringer. Bliver White ikke klar, har jeg kun muligheden at sætte Lars Pleidrup eller Jens Gjesing på banen. Så det er en lille pose at ryste med lige nu, siger cheftræner Ove Pedersen til Århus Stiftstidende.
En anden AGF'er, Nando Rafael, var derimod tilbage blandt holdkammeraterne ved dagens træning.
Han fik i foråret en skade, som dog nu er så meget i bedring, at han træner med igen omend ikke på normalt niveau.
Nando Rafael er dog ikke klar til mødet med FC København, skriver avisen.
Kampen mellem FC København og AGF fløjtes i gang søndag klokken 17.30 i Parken.