Wammen som statsminister?

Udsigt til tung ministerpost eller statsministerkandidat

Hvis Socialdemokraterne vinder valget, får Nicolai Wammen (S) en tung ministerpost.

Og hvis de taber, står den tidligere Aarhus-borgmester til at blive ny partiformand efter Helle Thorning-Schmidt. Samt naturligvis partiets statsministerkandidat.

Sådan lyder analysen næsten enstemmigt fra fire politiske kommentatorer, som Århus Stiftstidende har talt med.

Avisen har bedt de fire kommentatorer svare på, hvilke fremtidsudsigter, der venter Nicolai Wammen.

- Hvis der kommer en rød regering, ligger det i kortene, at Nicolai Wammen får en af de tunge ministerposter - formentlig Indenrigs- og Sundhedsministeriet, siger politisk kommentator Niels Krause Kjær fra Aarhus til avisen.

Hvis socialdemokraterne omvendt taber valget, tegner alt til, at Wammen bliver partiets nye formand og dermed statsministerkandidat.

- Man må forvente, at der vil komme en modkandidat. Men det er svært at se, hvem der vil kunne true ham i den situation, siger Niels Krause Kjær til Århus Stiftstidende.