Volley tilbage til Aarhus
Det danske volleyball-landshold skal i kamp i Aarhus
Sidst det danske herrelandshold i volleyball spillede i Aarhus var ved EM i 2013 i 1/8-finalen mod Serbien.
Nu vender holdet tilbage, når NRGi Arena, der på det tidspunkt vil hedde Ceres Park, bliver vært for European League-gruppespillet den 8. og 9. august, hvor Danmark skal spille to kampe mod Østrig.
- Jeg ser meget frem til at herrelandsholdet igen skal spille international topvolleyball i Aarhus. Da landsholdet spillede EM 1/8-finale mod Serbien i 2013, dannede NRGi Arena en fantastisk kulisse, og det danske publikum leverede en eminent opbakning til landsholdet. Det glæder vi os til at opleve igen i European League i år, siger landstræner Mikal Trolle i en pressemeddelelse.
Det var en pæn succes, sidst der var volleyball i Aarhus, og derfor glæder man sig også i Aarhus Events.
- Det bliver dejlig at få herrelandsholdet i volleyball tilbage i Aarhus. Det var en stor oplevelse at afvikle EM i 2013, hvor landsholdet sidst var forbi og spille 1/8-finale. Der er tradition for, at mange gerne vil se volleyball i Aarhus, og vi glæder os til igen at se landsholdet i aktion, siger Finn Lyck, eventkonsulent i Aarhus Events i pressemeddelelsen.