Voldsom brand i villa: Kvinde kørt til hospitalet
En nabo hjalp til, da der i nat opstod en voldsom husbrand i Skanderborg
Et hus i Skanderborg er brændt ned til grunden efter en voldsom brand i nat.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi rykker ud sammen med brandvæsenet og finder en overtændt villa på Ternevej. Brandvæsenet kunne kontrollere ilden, så den ikke bredte sig til andre steder, men huset er brændt af. Der er ikke noget tilbage, siger vagtchef Flemming Lau.
Læs også
Husets beboere, en kvinde på 68 år og en kvinde på 44 år, var selv kommet ud af huset, da politi og brandvæsen ankom til stedet. Den 68-årige kvinde blev kørt til tjek for røgforgiftning på skadestuen i Horsens.
Det er endnu uvist, hvorfor branden opstod, men ifølge vagtchef Flemming Lau er der ikke noget, der tyder på, at den skulle være påsat.
- Vi har spærret af på stedet, og så skal vi have teknikere på i løbet af dagen, så vi kan finde ud af, hvorfor branden startede, siger han.
Han fortæller, at en nabo hjalp til på stedet, men kan ikke bekræfte, at naboen reddede de to kvinder ud af huset.
Branden på Ternevej i Skanderborg blev anmeldt til politiet kort før klokken 3 natten til fredag.