Vognmand: Mols Linien udnytter monopol

Anmelder rederiet til Konkurrencestyrelsen

En aarhusiansk vognmand, der flere gange har prøvet at etablere busruter mellem Jylland og Sjælland anklager nu Mols-Linien for at gøre forskel på hans busselskab og Abildskou, som med rute 888 netop sejler med Mols-Liniens færger.

- Mols-Linien kræver 109 kroner per passager af mig, og skal jeg give den pris, så har jeg kun 30 kroner per passager til at køre resten af vejen til København for, og det kan ikke lade sig gøre, siger Steen Petersen. 

Han er i gang med at etablere et netværk af busruter under fællesnavnet rejsekollektiv.dk. Han føler sig helt overbevist om, at Abildskou får rejsen over Kattegat til en langt lavere pris, og han har derfor indklaget Mols-Linien til Konkurrencestyrelsen, fordi rederiet sidder på et monopol, når det gælder færgetransport over Kattegat.

- Jeg kan bare ikke give de der priser. Hvis Abildskou gav det samme, så havde jeg ingen problemer med det, siger Steen Petersen.

Mols-Linien har ikke ønsket at kommentere på vognmandens klage over rederiet.