VM-debutant: Forløsning at se bold gå ind

VM-debutanten Rasmus Lauge fra Bjerringbro-Silkeborg var lettet over, at hans første forsøg gik i kassen

Rasmus Lauge er udset til at blive fremtidens store spiller på landsholdets playmakerplads.
Mandag tog han et stort skridt for at gøre de forhåbninger realistiske.

Bjerringbro-Silkeborg-spilleren blev udtaget til truppen i stedet for en skadet Thomas Mogensen, og allerede på sin første dag ved VM i Sverige imponerede han med en flot scoring, da landstræner Ulrik Wilbek skiftede ham ind.

- Det var en forløsning. Jeg kom ind, og så forsøgte jeg at give den hele armen. Så følte jeg sgu lige trang til at skyde, fordi der var plads til det.

- Og at den første bold gik ind var en forløsning, for jeg ville gerne godt i gang med turneringen. Og det synes jeg lykkedes, siger Rasmus Lauge.

Målet fra VM-debutantens hånd efter få sekunder på banen fik kampens største bifald fra den næsten fyldte Malmö Arena med plads til 12.500 tilskuere.

- Jeg synes, at det var fedt, at fansene gik amok.

- Jeg følte mig heller ikke nervøs, da jeg skulle på banen. Man får kæmpe opbakning, så det var suverænt, siger Rasmus Lauge.