VM-chok: Dalby misser VM

Camilla Dalby kommer ikke med til VM

Hårdtskydende Camilla Dalby var med på den liste med 16 VM-spillere, som landstræner Jan Pytlick offentliggjorde torsdag.

Men fredag måtte Randers HK-spilleren kapitulere og give Pytlick et endegyldigt afbud til VM i Brasilien, efter at en knæskade, som hun pådrog sig i pokalkampen mod Viborg onsdag, tvinger hende til at blive hjemme.

· En skanning af Dalbys skadede knæ har vist en revne bag på menisken.

· Længden af Dalbys pause er afhængig af, hvordan skaden behandles, men det er udelukket, at hun kan nå at blive klar til slutrunden, siger Jan Pytlick i en pressemeddelelse. 

Landstræneren erkender, at Dalbys afbud kommer til at svække det danske landsholds chancer markant.

· Det er naturligvis et stort handicap at skulle undvære en så vigtig spiller som Camilla Dalby til VM, og oven på alle de øvrige skader og afbud, der har ramt os, må vi konstatere, at vores forberedelser frem mod slutrunden så langt fra har været optimale.

Pytlick har i den seneste måned fået afbud fra Rikke Skov, Kamilla Kristensen og Mie Augustesen og nu også Camilla Dalby.  Han har derfor været på knæ hos rutinerede Mette Melgaard, der har sagt ja til at give en hånd, selv om hun egentlig havde meldt fra.

Melgaard kommer dog med på særlige vilkår. Hun får lov at springe en del landsholdstræninger over, ligesom hun også kommer til Brasilien en lille uges tid efter de andre. 

En anden vigtig brik på holdet bliver Lærke Møller.  FCM-playmakeren kom galt af sted med knæet i sommerens VM-kvalifikationskampe mod Polen, men har passet sin genoptræning så godt, at hun er tilbage på omgangshøjde - og lidt til.

Jan Pytlick har endnu ikke udtaget en erstatning for Camilla Dalby.