Vilde med Vestas
Vindmøllegiganten med hovedsæde i Randers har fået 40.000 nye aktionærer i løbet af efteråret 2008.
Der er turbulens i den finansielle luft, og finanskrisen har da også sendt mange aktier i modvind.
Hos Vestas kan man notere sig, at man har fået langt flere ejere i løbet af efteråret.
- I løbet af finanskrisen har mange udenlandske og især amerikanske investorer solgt ud. Men vi har samtidig fået op mod 40.000 nye navnenoterede danske aktionærer, og det har betydet, at den danske andel af vores aktier er gået fra 30 procent til 40 procent, sige Peter Kruse, der er chef for investor relations hos Vestas, til Århus Stiftstidende.
Om de mange nyindkøb så er sket på trods af eller på grund af, at Vestas-aktien er faldet voldsomt i værdi, står hen i det uvisse.