Vil vedligeholde militærfly

Terma vil sammen med norsk firma tilbyde at vedligeholde militære helikoptere og fly.

Virksomheden Terma med hovedsæde i Lystrup har besluttet at indgå i et joint venturesamarbejde med norske Astec Helicopter. De to firmaer vil kunne tilbyde flyvevåbnet i Danmark og andre lande service og vedligehold af militære helikoptere og fly.

Den danske del af samarbejdet skal styres fra Termas afdeling i Grenaa, og på sigt forventer Terma 30-40 nye danske arbejdspladser placeret i forhold til forsvarets faciliteter, for eksempel i Karup.

Samarbejdet, der får navnet AT Aircraft Services, er endnu så nyt, at der ikke er indgået aftaler med forsvaret. Terma mener dog, at der er gode forretningsmuligheder. /ritzau/