Vil vække dreng fra isulykke
Læger på Skejby Sygehus vil vække dreng, der var i livsfare efter ulykke på sø
13-årig dreng, der søndag gik gennem isen på Højby Sø, skal nu bringes tilbage til livet af århusianske læger.
Lægerne på Skejby Sygehus vil i løbet af tirsdagen forsøge at vække en 13-årig dreng fra hans kunstige koma.
Drengen og en jævnaldrende kammerat gik søndag eftermiddag gennem den tynde is på Højby Sø vest for Nykøbing Sj.
Da han nåede at ligge hen ved et kvarter under isen, var hans tilstand så kritisk, at lægerne besluttede at stabilisere ham ved at holde hans kropstemperatur kunstigt nede.
- Hans tilstand er stadig uvis, og den eneste melding, vi har fået, er, at ha vil blive forsøgt vækket i løbet af i dag, siger pressemedarbejder Carsten Andersen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Ulykkens skete, da de to 13-årige drenge vovede sig 20-30 meter ud på den usikre is.
Begge drenge gik gennem isen, men den ene fik reddet sig op og tilkaldt hjælp til den anden.