Vil have kameraer i Gellerup
Århusianske politikere besøger Folketinget i håb om at få mere videoovervågning i Gellerupparken.
I dag, torsdag, tager en delegation fra Århus til Christiansborg, hvor de har foretræde for Folketingets Retsudvalg.
I forbindelse med mødet skal deltagerne diskutere mulighederne for videoovervågning i Gellerup-området.
Det er episoder som brandstiftelser i børnehaver, der har fået de østjyske politikere på banen med ønsket om overvågning.
De deltagende er repræsentanter fra Brabrand Boligforening, det socialdemokratiske byrådsmedlem Jacob Bundsgaard, rådmand Gert Bjerregaard (V) og det konservative byrådsmedlem Marc Perera Christensen.
Ifølge de konservative er videoovervågning en vigtig del af den store helhedsplan for området.
- Helhedsplanen er jo en plan, der blandt andet forudsætter, at vi kan få en række private aktører til at etablere virksomheder eller andre aktiviteter i Gellerupparken. Og det lader sig altså kun gøre, hvis man har en sikkerhed for, at ens butik eller ens aktivitet ikke risikerer at blive brændt ned eller få sten kastet igennem vinduerne, siger Marc Perera Christensen (K) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
TV 2 | ØSTJYLLAND. har mere om sagen i torsdagens udsendelse klokken 19.30.