Vil have erstatning for sendemast

Ægtepar fra Ry kræver 100.000 i erstatning for gener fra mobilsendemast. Masten forringer deres ejendoms værdi og giver konen i huset helbredsproblemer.

En familie i Ry kræver en erstatning på 100.000 kroner af det internationale teleselskab Orange.

Ægteparret Jørgen Jensen og Kirsten Askjær mener, at teleskabets 100 meter høje sendemast kraftigt har forringet værdien på deres landejendom.

Parret mener også, at sendemastens stråler er skyld i, at Kirsten Askjær tit er så syg, at hun må forlade ejendommen for at sove.

- Vi vil bekæmpe den mast, til den er væk. Første skridt er at få kompensation for det værditab, som masten utvivlsomt er skyld i, siger Jørgen Jensen til metroXpress.