Vikingesølv gravet op efter 1000 år: Fjenden var lige om hjørnet

Museum Østjylland lægger lige nu matrikel til det største skattefund i museets historie. Vikingeskatten er gravet op på en mark lige i nærheden

02:41

VIDEO: Vikingesølv nok til at udruste en mindre hær ligger netop nu på en udstilling på Museum Østjylland.

Museum Østjylland i Randers gemmer i øjeblikket på en ganske særlig skat.

Et af årets største arkæologiske fund, er en gigantisk sølvskat fra vikingetiden, og den er fundet på en mark lige syd for den kronjyske hovedstad.

Læs også Smagens dag hylder de danske råvarer: - Man er i himmelen

Og på museet er begejstringen svær at overse.

- Det er første gang i museets historie, at vi har fået så stort et skattefund ind. Det er et af de allerstørste fund af vikingesølv, der er gjort i Danmark, siger Ernst Stidsing, der er overinspektør på Museum Østjylland i Randers.

Sølvskatten, der vejer 2,7 kilo, består af 145 dele, der alle er klippet til, så de vejer præcis 100 gram. Og det er ikke tilfældigt.

Man kunne købe et sværd for fem ører sølv, så for den her samlede mængde har man kunne udruste en mindre hær.

Ernst Stidsing, overinspektør, Museum Østjylland

Sølvstykkerne er nemlig blevet brugt som betalingsmiddel og har formentlig tilhørt en meget velhavende mand, der har boet på egnen i den sidste halvdel af 900-tallet. Hvert stykke svarer til fire ører.

- Man kunne købe et sværd for fem ører sølv, så for den her samlede mængde har man kunne udruste en mindre hær, siger Ernst Stidsing til TV2 ØSTJYLLAND.

Sølv i lerbeholdere

I de seneste uger er sølvskatten blevet renset og gjort klar til udstillingen på Museum Østjylland, hvor den er godt beskyttet af videoovervågning og alarmer.

Jordklumpen her indeholder stadig spændende fund.

Men fundet byder stadig på overraskelser, for en stor jordklump fra marken, hvor skatten er fundet, indeholder stadig en hemmelighed.

- Der er nogle lerkarskår, altså restener fra et lerkar, som har været beholderen til skatten, siger Carsten Korthauer, der er konservator på Museum Østjylland.

Der er ingen, der ved med sikkerhed, hvorfor den værdifulde skat har været gravet ned, men museumsinspektøren har et kvalificeret bud.

- Det kan jo være fordi, fjenden var lige om hjørnet, og han kunne se eller høre dem galopere hen mod bakkekanten, og så har han fået dem gravet ned, og så er han blevet slået ihjel, siger han.

Skatten består af 145 dele, der alle vejer 100 gram.

Skatten blev fundet af Klaus Mogensen, der med en metaldetektor fik noget af en overraskelse på marken syd for Randers i august.

- Det første, vi tog op, var kæden og en armring, der var filteret sammen med kæden. Det var det første, vi fik op derude, og hvor vi fandt ud af, at det virkelig var noget, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Lerkaret og det sidste sølv bliver gravet helt ud af jordklumpen på tirsdag, hvor publikum får lov at følge med, men selvom publikum måske får sig en oplevelse, så er det svært at toppe entusiasmen hos museumsinspektøren.

Læs også Protestsange og hippietiden mindes: Håber på ungdommen gentager forsøget

- Jeg går på pension om to måneder, så jeg synes, at det her er ekstra fedt, fordi jeg lige når at få det med, inden jeg holder efter 30 år her på museet. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre, siger Ernst Stidsing.

Da Sølvskatten er Danefæ - og dermed statens eje - må den kun blive på Museum Østjylland frem til nytår, hvorefter skatten skal til Nationalmuseet i København.