- Vi skal spille mere direkte

SIF-træner jagter mål mod AaB

02:15

1 af 2

Silkeborg IF møder søndag eftermiddag de forsvarende danske mestre fra AaB, og her skal silkeborgenserne jagte sæsonens første scoring.

Silkeborg IF har spillet fem kampe i Superligaen, og endnu har holdet ikke scoret et eneste mål, hvorfor man er at finde i den tunge ende af tabellen med to point.

- Vi skal selvfølgelig prøve at se, om vi kan score. Det gør vi altid. Jeg fastholder dog stadig, at jeg hellere spiller 0-0 end taber 4-3, men det er klart, at vi vil prøve at se, om vi kan komme ud og tage initiativet i kampen på de præmisser, som vi mener, at vi skal tage dem på, siger Silkeborg-træner Jesper Sørensen.

Han vil forsøge at få sit hold til at spille mere direkte, og på den måde håbe på en scoring.

- Jeg håber, vi bliver dygtigere til at spille en anelse mere direkte, når vi har mulighed for det, og så håber jeg selvfølgelig, at vi kommer til at score et mål. Det er klart, at det vil løsne op for mange ting og også mentalt for spillerne, siger Jesper Sørensen.

Kampen mellem Silkeborg IF og AaB spilles klokken 13.00 i Silkeborg.

Se hele interviewet øverst på siden.