- Vi skal ikke hænge folk ud
Landmænd forsøger at nedbringe smitte
Flere og flere østjyder bliver smittet med MRSA-bakterier, fordi flere og flere svinebesætninger bliver inficeret.
Derfor gør svineproducenterne også alt, hvad de kan for at nedbringe smitten, fortæller Peter Sommer Jensen, som selv er svineproducent og samtidig bestyrelsesmedlem i Videncenter for Svineproduktion.
De danske svineproducenter arbejder dagligt med at håndtere og nedbringe bakterierne, så de ikke spreder sig i besætningen og i sidste ende smitter mennesker.
For at sætte yderligere fokus på MRSA-bakterier, har Fødevarestyrelsen tidligere overvejet at offentliggøre en liste over smittede svinebesætninger, men den plan er nu blevet udskudt.
Det glæder Peter Sommer Jensen, som frygter, hvad det vil få af konsekvenser, hvis listen offentliggøres:
- Jeg frygter for deres børn. Vores egne børn. Kan de få lov til at færdes i idrætsklubber, i skoler og i lokalsamfundet, hvis vi hænger folk ud på den måde, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND:
Hos Peter Sommer Jensens landbrug skal man skifte tøj, hver gang man forlader svinestalden og vaske hænder, arme og ansigt.
Se hele interviewet med Peter Sommer Jensen øverst på siden.