- Vi sælger vores livsværk
Derfor har de valgt at sælge Århus Charter
Foran et samlet pressekorps stillede Ulla Stæt Andersen sig i dag op og præsenterede en beslutning, som langt fra har været nem at træffe.
Hun og søsteren Jette Rantala har valgt at sælge deres rejseselskab Århus Charter efter 26 års slid.
- Det er en stor dag for os, lød nogle af de første ord, der kom ud af munden på Ulla Stæt Andersen.
Nyheden om, at Århus Charter nu ikke længere har aarhusianske ejere, men derimod vestjyske ejere i form af rejseselskabet Primo Tours, har været undervejs i et stykke tid.
Ulla Stæt Andersen fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at de to søstre flere gange har været i kontakt med Primo Tours' to stiftere, Bjarke Hansen og Henrik Søndergaard, fordi de viste interesse for firmaet.
På trods af ejerskiftet vil Århus Charter fortsætte under samme navn og med de samme medarbejdere. Også servicen og rejseselskabets ånd vil leve videre, lover Ulla Stæt Andersen:
- Vi har en rigtig god fornemmelse, siger hun og fortsætter:
- Tiden er modnet, og nu synes vi, at tiden er kommet til at nu vi gerne vil sælge vores livsværk.
De to nu tidligere ejere og stiftere af Århus Charter, Ulla Stæt Andersen og Jette Rantala, er særligt glade for, at deres livsværk nu fortsætter på danske hænder.
Se hele interviewet med Ulla Stæt Andersen øverst på siden.