- Vi kan gøre ondt på AGF
AC Horsens' træner Bo Henriksen er sikker på, at hans hold kan udfordre AGF
Søndag tager AC Horsens imod AGF i et lokalopgør, der også lugter lidt af topopgør. Begge hold kommer med sejre i bagagen, og AC Horsens-træner Bo Henriksen har respekt for udfordringen.
- AGF er et stærkt hold, som vi har stor respekt for. De har mange kampafgørende individualister, og det er et formstærkt hold, som har hentet 22 ud af de seneste 24 point i 1. Division, siger han til AC Horsens' hjemmeside.
Alligevel mener træneren, at AGF er til at presse.
. AGF vil gerne spille i mellemrummene mellem vores kæder. Derfor skal vi stå kompakt defensivt og lukke ned for deres spil. Hvis vi formår det, så kan vi slå deres spil i stykker og gøre ondt på dem, når vi sætter vores eget spil. Vi skal som sædvanlig arbejde stenhamrende hårdt for hinanden over hele banen, siger han.
Og så peger han på, at det altså ikke kun er AGF, der vinder kampe for tiden.
- Vi er også et formstærkt hold. Vi har scoret 10 af de seneste 12 point, og derfor tvivler jeg slet ikke på, at vi kan matche AGF rent fodboldmæssigt. Derfor bliver det dagsformen, der afgør kampen, siger Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.
Kampen fløjtes i gang søndag klokken 15.00