- Vi er blevet afhængige af el

I dag slukker hele verden for lyset i en time

03:16

1 af 2

Fra vi står op om morgenen, og til vi går i seng om aftenen, bruger vi det: Elektricitet.

I en tidsalder, som vores, hvor alt lige fra biler til tandbørster og mobiltelefoner, skal have strøm, er det tid til én gang imellem at stoppe og tænke over, hvad der vil ske, hvis den slet ikke var der.

Det er et af budskaberne ved den verdensomspændende kampagne 'Earth Hour' - på dansk 'Sluk Lyset' - som finder sted i aften. Mellem klokken 20.30 og 21.30 opfordres alle verden over til at slukke for lyset og tilbringe en time i mørke.

På Energimuseet ved Tange Sø har man netop i dag åbnet den ganske aktuelle udstilling 'Black Out!', som handler om, hvad der ville ske med verden, hvis elektriciteten blev væk.

I Danmark har vi netop haft det laveste energiforbrug i 32 år, men det betyder ifølge museumsinspektør Flemming Petersen ikke, at vi ikke stadig bruger meget elektricitet:

- Selvom vi sparer på energien, og bruger mindre end vi gjorde for nogle år siden, så har vi alligevel gjort os mere afhængige af elektriciteten. Elektriciteten indgår i betydelig flere funktioner i dag. Vi er bare blevet mere effektive til at bruge den, siger han.

Ligesom aftenens happening med at slukke lyset, giver den nye udstilling også tid til omtanke:

- Elektriciteten har gjort rigtig meget. Den har givet os rigtig mange gode ting, men samtidig også gjort os meget sårbare, siger Flemming Petersen.

Du kan se et interview med museumsinspektør Flemming Petersen, hvor han fortæller om, hvordan man rundt om i verden af flere omgange har måtte klare sig uden strøm.