Vestas fyrer i dag

Forventes at fyre op mod 3.000 ansatte

Det er sandsynligvis en skare lettere nervøse medarbejdere, der i dag møder på arbejde hos vindmøllegiganten Vestas.

Den østjyske gigant, der bl.a. har afdelinger i Skejby, Randers og Langå, meddeler i dag, hvor mange fyresedler, der skal deles ud i løbet af den kommende tid.

Vestas har allerede annonceret fyringerne, men det er endnu uvist, hvor de rammer - og hvor mange der skal afskediges.

Fyringerne skyldes, at Vestas har nedjusteret forventningerne til årets resultat og ikke længere regner med at komme ud af 2011 med et overskud.

På et møde mandag formiddag præsenterer Vestas-ledelsen den nye organisation i selskabet. Det forventes ifølge Ritzau, at
nedskæringer kommer til at betyde færre i administrationen samt farvel til op til 3.000 ansatte.