Veloplagt Bill Clinton

Det var en veloplagt Bill Clinton, som mandag aften talte i NRGi Arena i Århus. Fokus var på Danmark, miljø og den tredje verden.

Arkivfoto. Foto: Flickr

I sin tale beviste Bill Clinton atter sit ry som en veloplagt og humoristisk taler.

Indledningsvist kommenterede ex-præsidenten Danmarks fortræffeligheder. Især Bang & Olufsen fik ros.

- De hjalp mig til at finde sidste års julegave til min datter, lød det fra Clinton mens han lignede en lettet far, der hurtigt havde overstået gaveræset.

Han havde også ros til det danske landskab, som han kunne se på sin køretur fra Tirstrup Lufthavn og ind til Århus. Især synet af vindmøller gjorde Clinton glad. Herefter drejede talen over på et af hans store mærkesager - miljøet og den globale opvarmning.

Under sin tale benyttede Clinton også lejligheden til at kommentere aftenens anden gæstetaler, Kofi Annan.

- Jeg er stolt af at stå på den samme platform som han. Kofi Annan er uden tvivl den største Generalsekretær, som verden nogensinde har set.

Derudover kom Clinton ind på vores forpligtelse til at hjælpe den fattige del af verden.