Vanvidsbilist bliver løsladt
Den 18-årige tyske bilist, der søndag var skyld i adskillige færdselsuheld i Aarhus, bliver løsladt
Vanvidsbilisten, der i går hærgede i Aarhus, bliver mandag løsladt.
- På baggrund af vidneforklaringer, vurderer man, at han ikke har voldt fare for andres liv, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjylland Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den vanvittige kørsel begyndte på Silkeborgvej mod Vesterbro Torv.
Ved Thorvaldsensgade påkørte han en taxa. Uden at standse kørte han til Vesterbro Torv og svingede ind ad Janus La Cours Gade, hvor han påkørte først én personbil og dernæst en anden. I alt fire biler var involveret i hans hærgen.
Manden flygtede, men ved hjælp af vidneforklaringer blev han fundet i Museumsgade i Aarhus.
Se: Vanvidsbilist amok i Aarhus
Han bliver sigtet for diverse færdselsovertrædelser, herunder kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer samt for at have undladt at opfylde sine forpligtigelser i forbindelse med et færdselsuheld.
- Man har nogle forpligtigelser, når man har været involveret i et færdselsuheld, blandt andet at stoppe op og give sig til kende, og så var han også påvirket af euforiserende stoffer under kørslen, siger Marianne Morgen.
Den 18-årige bilist, der bor i Tyskland, kan nu se frem til et retsligt efterspil i Danmark.
Bilen, en sort Mercedes, tilhører den tyske mands far.