Vandt 25.000 for fiktiv ide

Fire elever fra Tradium i Randers kan kalde sig Danmarks bedste gymnasieiværksættere

De fire elever fra Tradium som nu kan kalde sig Danmarks bedste gymnasieiværksættere med deres virksomhed TW-Spoon. Fra venstre er det Michelle Dahl Linde, Lærke Randrup Hovesen, Kasper Steendahl og Pernille Byg Poulsen.

Danmarks bedste gymnasieiværksættere kommer fra Randers. Det beviste de i sidste uge, da de vandt en konkurrence for gymnasieelever om at lave den bedste fiktive virksomhed.

Mere end 1400 elever fra landets gymnasier har deltaget i konkurrencen kaldet European Business Game (EBG).

Men vinderne blev altså Lærke Randrup Hovesen, Michelle Dahl Linde, Pernille Byg Poulsen og Kasper Steendahl fra erhvervsskolen Tradium i Randers, skriver Tradium i en pressemeddelelse.

De fire, der til daglig går i 2.g på HHX, vandt førstepræmien og 25.000 kroner for deres ide med virksomheden TW Spoon, der er bygget op omkring et helt nyt produkt rettet mod professionelle kokke. Produktet er en ske, der både kan måle temperatur og vægt.

Dommerne sagde følgende til vinderne:

- Vinderprojektet er en unik kombination af en vægt og et termometer samlet i en ske. Rapporten dækker hele værdikæden fra behov over produktion og markedsføring til kundernes behov. Prototypen viser, hvor langt fremme holdet er med udviklingen. Dommerpanelet forventer derfor, ja vi nærmest kræver, at se TW Spoon på markedet inden for kort tid.

De fire randrusianere skal repræsentere de danske farver ved den internationale EBG-finale i Kroatien til juli.