Væsentlige fejl i Ry-sagen, hvor 16-årig blev overfaldet med benzinbombe

Der er blevet begået væsentlige fejl i Mølleskolens arbejde med notater og underretninger med Skanderborg Kommune i årene op til overfaldet på en 16-årig dreng i Ry, mener ombudsmand

Den 16-årige dreng, som blev overfaldet med en benzinbombe, gik på Mølleskolen. Det samme gjorde de fire drenge, som overfaldt ham. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

En 16-årig dreng i Ry blev den 6. februar 2017 udsat for et overfald med en benzinbombe bag Ry-Hallerne. Fire jævnaldrende drenge blev efterfølgende dømt som gerningsmænd i sagen. 

Læs også Ry-sagen: Skole brød lovkrav før elevers angreb med benzinbombe

Efter at Folketingets Ombudsmand har undersøgt Skanderborg Kommunes og den lokale folkeskole, Mølleskolens, indsats i årene forud for overfaldet, konkluderer han i en redegørelse følgende: 

  • Der er begået væsentlige fejl i sagen i forhold til reglerne i bl.a. offentlighedsloven om notat- og journaliseringspligt. 
  • Der er begået væsentlige fejl i sagen i forhold til reglerne i serviceloven om underretningspligt.

Skanderborg Kommune og Mølleskolen i Ry har redegjort for en række initiativer, der skal sikre, at reglerne fremover bliver overholdt. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

Derudover påpeger ombudsmanden, at det er svært at fastslå, hvilken betydning de her fejl har haft på den skæbnesvangre dag, hvor en 16-årig dreng blev overfaldet med en brandbombe. 

- Det er ikke i dag muligt at fastslå, i hvilken udstrækning korrekt efterlevelse af de nævnte regler ville have medvirket til at undgå det samlede forløb, som sagen fik, herunder episoden den 6. februar 2017, skriver ombudsmanden.

Læs også Offer for brandbombe: Jeg havde regnet med vi skulle slås

Men han slår fast, at hvis reglerne var overholdt, så ville man måske have kunne undgå episoden.

- Men efter min opfattelse ville korrekt efterlevelse – alt andet lige – have været egnet til at medvirke til at undgå det.

Borgmester beklager

Skanderborg Kommune har udsendt en pressemeddelelse om ombudsmandens påpegelse af fejl i årene op til episoden. 

- Ombudsmandens redegørelse er ikke til at tage fejl af; notat- og underretningspligten er ikke overholdt i en række konkrete tilfælde på Mølleskolen, og det beklager vi meget, siger Jørgen Gaarde (S) og fortsætter:

Læs også Fire drenge idømt fængsel i Ry-sagen

- Ombudsmandens vurdering er på linje med den eksterne advokatundersøgelse, vi selv satte i gang. Det har været vigtig for os ikke bare at afvente Ombudsmanden, og derfor har vi allerede iværksæt efteruddannelse af al vores pædagogiske personale på skolerne, siger borgmester Jørgen Gaarde i en pressemeddelelse.

Ombudsmanden kan – inden for rammerne af sit bedømmelsesgrundlag – ikke fastslå andre væsentlige fejl i sagen end de nævnte. 

Ombudsmandens redegørelse er ikke til at tage fejl af; notat- og underretningspligten er ikke overholdt i en række konkrete tilfælde på Mølleskolen, og det beklager vi meget.

Jørgen Gaarde (S), borgmester, Skanderborg Kommune

Martin Frausing Poulsen (DF), som er 2. viceborgmester i Skanderborg Kommune, var godt klar over, at der var sket fejl. 

- Jeg er desværre ikke overrasket over det, fordi jeg har været sagen igennem, og kan se, at der er begået fejl, siger Martin Frausing til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvorfor er det vigtigt, at man ikke begår sådan nogle fejl?

 - Det er det, som kommunens forskellige afdelinger skal handle ud fra. Det er hovedhjørnestenen i en troværdig borgerbehandling, at man kan have tillid til, at henvendelser bliver taget seriøst, siger Martin Frausing.

02:20

VIDEO: Sagen om den voldsomme kontrovers mellem de unge, der resulterede i at de fire drenge kastede en flaske brændende benzin efter en jævnaldrende dreng, har påvirket Ry-borgerne og ført til selvransagelse i kommunen. Tv-indslaget er fra maj 2017.

Luk video

Formålet med ombudsmandens undersøgelse har navnlig været at klarlægge, om der er begået juridiske fejl i sagen, som det kan være særlig vigtigt at være opmærksom på fremover for at undgå lignende tilfælde. 

Skanderborg Kommune og Mølleskolen har over for ombudsmanden redegjort for en række initiativer, der skal sikre, at reglerne om notat- og journaliseringspligt og reglerne om underretningspligt fremover bliver overholdt.

Ry-sagen:

- 6. februar blev en 16-årig dreng angrebet med en flaske brændende benzin ved idrætshallerne i Ry.

- Han blev forbrændt på 20 procent af kroppen, primært på ben og lår, men også højre hånd og i ansigtet.

- Fire drenge i alderen 15-16 år blev anholdt samme aften og sigtet i sagen.

- Dagen efter blev de fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet på lukkede ungdomsinstitutioner.

- De blev oprindeligt sigtet for drabsforsøg, men da sagen kom for retten, kom tiltalen til at dreje sig om grov vold under særdeles skærpende omstændigheder.

- Alle drengene har nægtet sig skyldige.

- 4. maj blev de af byretten fundet skyldige i grov vold, og de blev idømt fængselsstraffe på mellem et og halvandet år. Dommen blev dog gjort delvist betinget.

- De to drenge, der af retten anses for hovedmændene bag angrebet, blev idømt fængsel i et år og seks måneder, heraf seks måneder ubetinget.

- De to andre drenge blev idømt fængsel i et år, heraf fire måneder ubetinget.

- Ombudsmanden går ind i sagen for at se, om skolen og kommunen har handlet korrekt og i overensstemmelse med lovgivningen i forhold til de involverede drenge.

- Skanderborg Kommune har konkluderet, at der var et relativt højt konfliktniveau på 9. klassetrin på Mølleskolen, hvor de dømte og offeret var elever.


Kilde: Ritzau