V-formand: En stærk platform

Med tilgangen af to S-politikere står Venstre og de borgerlige i Randers Kommune stærkt

Med tilgangen af Susanne Ringe Sørensen og Ole Skiffard fra Socialdemokratiet står Venstre og den blå blok endnu stærkere og har et klart flertal i byrådssalen.

Venstre er nu oppe på 13 byrådsmedlemmer i Randers Kommune, og sammen med Dansk Folkeparti og de Radikale sidder de på 17 ud af 31 stole i byrådssalen.

- Der er ingen tvivl om, at vi nu har en stærkere platform, og sammen med Dansk Folkeparti alene har vi 16 mandater, siger Anders Buhl Christensen, der er gruppeformand for Venstres byrådsgruppe i Randers Kommune, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: S-politikere skifter til V

Tirsdag blev det offentliggjort, at Susanne Ringe Sørensen og Ole Skiffard skifter til Venstres byrådsgruppe fra Socialdemokraterne i Randers.

- Gennem det seneste halvandet år har vi haft et godt og bredt samarbejde med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF. Vi har sammen blandt andet lavet skoleforliget og budgetter. Vi vil forsøge at opretholde det gode samarbejde, for jeg tror ikke, at borgerne i Randers Kommune vil have blokpolitik i byrådet, siger Anders Buhl Christensen.

Gruppeformanden fortæller, at kontakten mellem Venstre og Susanne Ringe Sørensen og Ole Skiffard har været tæt de seneste par uger.

- Alle kan tælle, og det er væsentligt at have et flertal. Det har vi lettere ved at få nu, og derfor har vi en bedre platform til at få vores politik igennem, siger Anders Buhl Christensen.

Venstres byrådsgruppe skal mødes på søndag, hvor de to nye medlemmer skal bydes velkommen.

- Og så skal vi tage de første snakke om, hvad vi vil fremadrettet, og hvad vi kan bruge det her til, siger Anders Buhl Christensen.