V får ny kandidat til Folketinget

Ejnar Schultz stiller op for Venstre

Ejnar Schultz er ny folketingskandidat for Venstre i Aarhus Nord-kredsen.

Det står fast, efter han vandt kampvalget over regionsrådsmedlem Ole Davidsen.

- Jeg glæder mig til arbejdet som folketingskandidat for Venstre. Det forpligter at være en del af et stort parti med stærke værdier og som altid er klar til at tage ansvaret for at lede Danmark. Så det er med lige dele ydmyghed og stolthed, jeg tager fat, siger 49-årige Ejnar Schultz i en pressemeddelelse.

Han arbejder som direktør i Videnscentret for Landbrug i Aarhus, og han er bosat i Vejlby-Risskov.

- Hvis Danmark fortsat skal være et af verdens rigeste lande i en globaliseret verden, bliver vi nødt til at skabe rammerne for et vitalt erhvervsliv. Derfor vil jeg kæmpe for bedre rammevilkår og en forstærket indsats inden for forskning og innovation, siger Ejnar Schultz.

Kredsformad Jørn Hansen er glad for, at valget af ny folketingskandidat er faldet på en fra lokalområdet.

- Vi har haft meget fokus på, at vores folketingskandidat skulle være fra lokalområdet, og derfor glæder det mig, at vi kan præsentere Ejnar Schultz, som både har gode erfaringer og kompetencer fra sit arbejde i Videncentret for Landbrug. Hans politiske paratviden er fremragende, og det er bestemt ingen ulempe, at kan kender til samarbejdet med den offentlige administration fra sit daglige arbejde, siger Jørn Hansen.

Ejnar Schultz er gift og har to voksne børn.