Unge skal skaffe ro i bussen

Unge skal dæmpe andre unge ned i bybusser

30 personer fra det sociale projekt Unge4unge skal fremover deltage i et nyt forsøg på at tale unge ballademagere til rette i de aarhusianske busser.

I et nyt projekt i samarbejde med Midttrafik skal de unge, der opererer under Aarhus Kommunes Hotspot-projekt sættes ind på uroplagede afgange, mellem midtbyen og det vestlige Aarhus for at komme i dialog med unge, der larmer, sviner og nægter at købe billet. Det skriver P4 Østjylland.

Gruppen Unge4unge er et gadeteam, der har erfaring med at tage kontakt til unge, hvor de færdes. Det er forventningen, at de unge fra gadeteamet bedre end voksne kan overbevise de unge om det hensigtmæssige i at følge almindelige regler for god opførsel, der forventes af buspassagerer.  Indsatsen i busserne skal evalueres i august.