Unge dyster i Science Cup
De regionale finaler i Science Cup blev afviklet hos Terma
Danske virksomheder sukker efter unge med talent og evner for naturvidenskab. Derfor var teknologivirksomheden Terma i Lystrup ved Aarhus onsdag vært for de regionale finaler i Science Cup - en landsdækkende konkurrence for gymnasieelever med en opfinder i maven.
- Som erhvervsliv kan vi kan vi nærmest ikke undslå os at være med til at fremme unge mennesker, der gerne vil være med til at være en del af innovation- og teknologiudviklingen. Det er i bund og grund det, vi som virksomhed lever af, siger Morten Revsbeck, der er HR business partner i Terma.
For Terma og andre danske virksomheder er det en god idé at være fremadskuende. Prognoser for Dansk Industri viser nemlig, at der om 15 år vil mangle 8.000 universitetsakademikere og 3.000 ingeniører.
Arrangementer og konkurrencer som Science Cup kan være medvirkende, til at flere unge vælger den videnskabelige vej, og måske endda ender på lønningslisten hos Terma.
- Jeg tror på, at det er med til at motivere nogen til at vælge at gå den vej, som måske ikke lå helt naturligt fra starten, men som vi er med til at inspirere dem til, siger Morten Revsbeck.
Dagens regionale vindere blev en gruppe fra Marselisborg Gymnasium i Aarhus, der vil mindske smittefaren ved forkølelse. De er nu videre til den store finale, som afholdes i København den 12. Maj.
Du kan se mere fra Science Cup, som arrangeres af ingeniørforeningen Ida, i tv-indslaget øverst på siden.