Unge anholdt for indbrud

Tre unge mistænkt for indbrud i badmintonklub

Foto: Google Maps

Tre unge mænd på 20 år blev natten til fredag anholdt og sigtet for indbrud i Aarhus Badmintonklub på Dyrhavevej i Aarhus.

Ifølge Østjyllands Politi kom de tre mænd ind i badmintonklubben ved at bryde et vindue op ind til klubbens cafeteria.

Her tog de tre unge angiveligt fire kasser med blandet chokoladebarer.

En hundepatrulje var hurtigt fremme på stedet, og politihunden kunne følge et spor, som ledte frem til chokoladen og "en del slikpapir."

Imens kørte en anden patrulje rundt i området, og her hørte politifolkene et "metallisk slag" fra en pølsevogn, oplyser Østjyllands Politi.

Patruljen så de tre unge mænd, som løb væk fra stedet. Men de kom ikke så langt, for det lykkedes for politiet at pågribe dem.

De blev alle tre anholdt og sigtet for indbruddet, og Østjyllands Politi har valgt at fremstille den ene af mændene i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, da han er kendt af politiet i forvejen. Det sker i dag, fredag, klokken 13.00.