Unge amok på Silkeborg Station
Tre unge mænd opførte sig nytårsaften så truende, at en togfører valgte at lukke dørene og køre toget væk fra Silkeborg Station.
Tre unge mænd måtte fejre nytåret bag tremmer, efter at de nytårsaften gik amok på Silkeborg Station.
Ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi blev de tre udenlandske mænd afvist, da de ikke havde billetter til toget.
Afvisningen fik de tre mænd til at kaste forskellige genstande mod toget, ligesom de også smadrede en tv-monitor på perronen.
På et tidspunkt følte togføreren sig så truet, at han valgte at lukke dørene og køre toget væk fra perronen.
De en politipatrulje ankom for at anholde mændene, satte den ene af de tre unge sig til modværge. Derfor valgte betjentene ifølge politiet at sprøjte peberspray mod den genstridige mand.
De tre mænd, der alle er mellem 21 og 25 år gamle, blev anholdt og kørt til arresten.
Se mere om nytåret i Østjylland i torsdagens udsendelse klokken 19.30.