Ung dødsbilist fængslet

Torpederede modkørende bil i en brandert

01:45

Foto: Video4News

1 af 2

Et voldsomt frontalt sammenstød mellem to biler kostede sent lørdag aften en 66-årig mand livet på Frijsenborgvej i Hammel.

Ulykken skete, da en 20-årig polsk mand i en skarp højrekurve kom over i den modsatte kørebane og hamrede ind i bilen med den ældre mand og hans kone.

- Efter ulykken tog vi en spiritusprøve på den 20-årige, og den lå over det tilladte, siger vagtchef Richardt Jakobsen ved Østjyllands Politi.

Kvinde overlevede ulykke
Den afdøde mands kone er 62 år, og i modsætning til manden slap hun fra ulykken med livet i behold.

- Hun har fået nogle knubs selvfølgelig, men hun er uden for livsfare, siger Richardt Jakobsen.

Den anholdte spritbilist blev søndag formiddag stillet for en dommer i Randers og varetægtsfængslet frem til 6. januar.

Manden gør sig dog fortsat håb om at tilbringe jul og nytår på fri fod, for han har kæret byretsdommerens beslutning om at fængsle ham til landsretten.