Underskud i Silkeborg IF

SIF nedjusterer forventningerne

Silkeborg IF Invest A/S har et underskud på 4,8 millioner kroner i første halvdel af 2014, og det får selskabet til at nedjustere forventningerne til årets resultat.

Selskabet, der driver fodbold og ejendomsudvikling, betegner resultatet som utilfredsstillende.

Det er er fodboldafdelingen, Silkeborg IF, der er årsagen til underskuddet. Her har man haft et underskud på 12,1 millioner kroner, mens erhvervslejemålene på Papirfabrikken har leveret et overskud på 7,3 millioner kroner.

Årsagen til underskuddet skyldes primært færre sponser- og tv-indtægter samt feriepengesagen, oplyser selskabet.

- Feriepengesagen blev dyrere, end vi forventede, og desuden har vi anlagt en forsigtig vurdering i forhold til vores indtjening på sponsorer, tv og entré, da det i høj grad er afhængig af vores sportslige resultater, siger administrerende direktør Kent Madsen i en pressemeddelelse.

Halvårsresultatet har fået Silkeborg IF Invest A/S til at nedjustere forventningerne til årets resultat til et underskud på mellem nul og fire millioner kroner i stedet for et plus på mellem to millioner kroner og minus to millioner kroner.

- Halvårsresultatet illustrerer, hvor vigtigt det er at få tidssvarende faciliteter til fodbold. Derfor er halvårets vigtigste begivenhed, at vi nåede i mål med finansieringen af JYSK Park, så byens nye stadion kan stå klar til indvielse i 2016. Det er det fundament, vi skal bygge fremtidens fodboldforretning på. Kombineret med faglig kvalitet i det daglige arbejde i vores sportslige sektor med fortsat udvikling af unge talenter i landsholdsklasse skal det sikre, at Silkeborg i fremtiden kan være med i topfodbold, siger Kent Madsen.