Ulykke: Østjyde bag rattet

20-årig fra Brabrand førte bil, som kørte 40-årig ihjel

En 40-årig mand fra Skive er død af de kvæstelser, han pådrog sig, da han nytårsaften blev påkørt af en bil på Vestre Skivevej nær Skive.

Manden er blevet behandlet på sygehuset i Viborg, men det lykkedes ikke lægerne at redde hans liv, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden, der er en herboende rumæner, gik på den mørke landevej, da han blev påkørt af en bil, hvis fører - en 20-årig mand fra Brabrand - formentlig overså ham i mørket.

Ulykkesstedet er blevet undersøgt af en bilinspektør.

- Hans observationer skal sammen med oplysninger om, hvor den 40-årige befandt sig, da han blev påkørt, afgøre, om der er grundlag for at sigte bilisten for noget, siger vagtchef Knud Lauridsen, Midt- og Vestjyllands Politi.