Uheldig lodtrækning
Århus Håndbold møder slovenske mestre
Århus Håndbold kan formentlig se frem til hård modstand i den pokalvindernes europæiske turnering, Cup Winners Cup.
Efter tirsdagens lodtrækning står det klart, at de aarhusianske håndboldherrer i turneringens 16. delsfinaler skal møde HC Celje Pivovarna Lasko fra Slovenien.
Cejle har 17 gange vundet det slovenske mesterskab og har været fast inventar i de europæiske cup-turneringer i mange år - med seks semifinaler i Champions League.
Truppen tæller blandt andre den kroatiske landsholdslegende Petar Metlicic.
Trods den svære lodtrækning ser Århus Håndbolds træner, Erik Veje Rasmussen, frem til de kommende kampe.
- De er gode, ingen tvivl om det. Man kan vel kalde dem et fordums storhold, der er kendt for at have en af Europas bedste hjemmebaner, siger han til klubbens hjemmeside.
Efter planen skal de to kampe spilles henholdsvis 11.-12. februar og 18.-19. februar. Århus Håndbold har hjemmebane i den første kamp.