Uheld spærrede motorvej

Et uheld på E45 ved Horsens lukkede torsdag morgen begge spor

Torsdag morgen omkring klokken ni var et trafikuheld årsag til, at begge vognbaner på E45 i sydgående retning efter afkørslen ved Horsens Syd blev spærret.

- Det er tre biler, der er kørt sammen. Den præcise årsag til uheldet kender vi endnu ikke, siger vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.

Han fortæller, at der tilsyneladende ikke er sket alvorlige personskader, men at uheldet har givet en del kø på strækningen.

I forbindelse med uheldet var begge spor på motorvejen i sydgående retning spærret i en halv time.

- Det ene spor blev åbnet op for trafikken klokken cirka 9.30, og vi forventer, at det andet spor vil blive åbnet snarest og nok senest klokken 10.00, siger Hans Hoffensetz.

Vagtchefen opfordrer trafikanter til at benytte afkørslen ved Horsens Syd, hvis man vil undgå kødannelsen på stedet.