Uheld: Kvinde slynget ud af bil
27-årige kvinde torpederede flere træer og endte i grøften
Det kunne have gået helt grueligt galt, da en 27-årig kvinde i går morges forulykkede i sin bil nær Solbjerg.
Ifølge Østjyllands Politi kørte kvinden ad Gammel Horsensvej ved Solbjerg omkring klokken seks mandag morgen.
Pludselig mistede hun herredømmet over sin bil, hvorefter hun fortsatte tværs over midterrabatten og over de to kørebaner, hvor der til alt held ikke kom nogle modkørende biler på netop det tidlige tidspunkt.
Derefter påkørte den 27-årige kvinde flere vejtræer og buske. Sammenstøddet med bevoksningen fik bilen til at vælte om på taget og endte med, at kvinden til sidst blev slynget en meter ud af bilen.
Den 27-årige kvinde blev efterfølgende kørt til behandling for sine skader efter det voldsomme uheld:
- Hun fik adskillige knoglebrud, men det var ikke noget, der var livstruende, fortæller politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er endnu uvist, hvorfor kvinden pludselig kørte galt, oplyser politiet.