Udtager EM-trup af nød

Fire spillere fra BSV er med Wilbeks i bruttotrup

Landstræner for håndboldherrerne Ulrik Wilbek har udtaget 28 spillere, der er i betragtning til EM i januar.

Med i blandt truppen på de 28 er Niklas Landin, Jannick Green, Kasper Nielsen og Rasmus Lauge alle fra Bjerringbro-Silkeborg.

Det var ikke med sin gode vilje, at landstræner Ulrik Wilbek onsdag annoncerede navnene på 28 spillere, der kan komme i spil til det kommende håndbold-EM for herrer i januar.  Men det siger reglerne, at han skal.

- I bund og grund er det lidt en klods om benet med sådan en 28-mands trup, siger Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse. 

Det er frygten for skader, som bekymrer den danske landstræner, der helt som ventet har profiler som Mikkel Hansen og Niklas Landin med i truppen.

- Spillerne er i den kommende periode ude i et benhårdt program, og man risikerer jo helt åbenlyst, at der kan komme skader, som rammer spillere på præcis den samme plads. Og så har man jo et uforskyldt - og meget stort - problem.

-  Og især i dansk herrehåndbold, hvor forskellen på spillerne på det højeste niveau er meget beskeden, har man jo muligheden for at supplere med kvalitetsspillere næsten uanset, hvem der skulle blive skadet, siger Ulrik Wilbek.

Landstræneren har udtaget 28 spillere. Der er fire målmand og 24 markspillere i truppen.

EM spilles fra 15.-29. januar i Serbien.